

Den nye ungdomsuddannelse EUX forener en bygge- og anlægsuddannelse med en række gymnasiale fag. Uddannelsen appellerer derved til de elever, der er bogligt dygtige, og som har lyst til det praktiske håndværk
Efter en formiddag i værkstedet, hvor der er blevet arbejdet intenst på at færdiggøre et legehus, har eleverne samfundsfag, hvor gårdsdagens duel imellem Pia Kjærsgaard og Helle Thorning Smidt diskuteres.
23 unge drenge og piger på KTS i Herlev er der for både at tage en erhvervsuddannelse og samtidig opnå en række fag på gymnasialt niveau. Fælles for de unge er et ønske om at åbne flere døre til fremtiden og få adgang til drømmestudiet.
Adrian og Bertram har begge valgt den nye uddannelse, eux. De skulle rigtigt have taget tømreruddannelsen, men da de fik muligheden for at kombinere den med en række gymnasiale fag, sprang de begge til.
Hvis ikke eux’en havde været en mulighed, ville Adrian have suppleret tømreruddannelsen med en HF, for at kunne læse til diplomingeniør, mens Bertram ved udgangen af 9. klasse var i tvivl om, hvorvidt han skulle vælge en gymnasial ungdomsuddannelse eller en erhvervsuddannelse.
Den nye ungdomsuddannelse eux kom derfor som en kærkommen mulighed for dem begge.
I de første måneder af uddannelsen har det praktiske fyldt meget. Men siden efterårsferien har eleverne fået både dansk, engelsk, samfundsfag, teknikfag og matematik på skemaet.
Adrian synes, det er fedt, at de har fået mere teori, og han fortæller, at de nu for alvor kan mærke at de tager ”to uddannelser” på én gang. Bertram var skeptisk til at starte med, men han er blevet glædeligt overrasket over, hvor godt han faktisk kan lide de teoretiske fag. De er derfor begge overbeviste om, at eux’en er det rigtige valg for dem.
Eleverne på det nye eux-hold er alle startet på tømreruddannelsen på forskellige KTS-adresser. Bertram startede på Tæbyvej, men måtte flytte til Herlev, hvor eux bliver udbudt.
Han fortæller, at det var lidt hårdt i starten, da han savnede holdet fra Tæbyvej. Men selvom valget af eux betød, at han måtte sige farvel til nogle holdkammerater, som han var glad for, er han tilfreds med skiftet, da der på kort tid er blevet skabt et rigtig godt sammenhold på det nye hold i Herlev.
For at styrke sammenholdet yderligere har eleverne sammen med deres kontaktlærer, tømrerfaglærer Mikkel Marcussen, planlagt en skiferie efter juleferien, hvilket Bertram, Adrian og resten af holdet ser frem til.
Hans Hother Poulsen, der er inspektør på den nye uddannelse, fortæller, at det er vigtigt, at de nye eux-elever mærker, at de går på et ”elite-hold”, hvorved der bliver kredset lidt ekstra for dem, så de føler sig værdsatte.
Men han påpeger samtidig, at eleverne også skal mærke, at der kræves en ekstra indsats af dem, da det faglige niveau er højt. Adrian og Bertram har da også gjort sig en del tanker omkring den arbejdsindsats, der skal ydes, for at kunne klare uddannelsen.
De er begge klar over, at de nok kommer til at tage de sene aften- og nattetimer i brug for at kunne følge med i de boglige fag, ikke mindst på første hovedforløb, hvor de skal afslutte en række gymnasiale fag på B- og A-niveau.