Hvis du har sans for at kommunikere i billeder, og er du ikke bange for at tage fat, så er fotografen noget for dig.
At arbejde som fotograf betyder hårdt arbejde, teknisk viden og indsigt, samt at kunne tænke i billeder. Du skal opstille motiver, lægge lys og instruere modeller. Du skal kunne bruge forskellige former for kameraer, kunne betjene lysmålere, farvetemperaturmålere, fremkaldermaskiner, forstørrelsesapparater og computere. Du skal have dybtgående interesse for at arbejde med billedbehandlingsprogrammer.
Fotografens arbejdsområde er stort og består af en mængde forskellige aktiviteter.
Mange laver reklame- og illustrationsbilleder til for eksempel kataloger, blade, bøger og plakater. Andre beskæftiger sig med portrætter eller mode, beauty, arkitekturfoto, industrifoto, klinisk foto, luftfoto. Atter andre laver reklamefilm eller andre former for AV-produktion.
Nogle specialiserer sig, men de fleste forsøger at udføre, hvad de kan få af opgaver, idet konkurrencen inden for faget er stor. Derfor skal fotografen have en masse viden og færdigheder. Du skal komme med idéer og skitser til kunden, lave aftaler og holde dem, kunne overskue og planlægge et produktionsforløb, kalkulere priser på forskellige opgaver, arbejde sammen med ADere, stylister, makeup-artister og modeller. Fotografen skal også kende til reklame, stilperioder, solhøjden på en augustdag og vejret i den nærmeste fremtid samt kende en masse forskellige mennesker, der ved og kan alt det, man ikke selv er i stand til.
Undervisningen
Uddannelsen veksler mellem pratik i en virksomhed og skoleophold. Undervisningen er overvejende projektorienteret og tværfaglig og består af en række moduler som betjening af fotografisk udstyr og produktionsteknik. Desuden består uddannelsen af en række fag:
- engelsk, der afsluttes med eksamen
- førstehjælp og arbejdsmiljø
- informationsteknologi, der afsluttes med eksamen
Der undervises også i generelle fag som billedkommunikation, design, reklame, materialeforståelse, stil, form og farve samt økonomi og samfundsfag.
En del af de fotografiske fag er fotografisk design, fotografisk billedkommunikations- og præsentationsteknik, fotografisk produktion samt udstyrsbetjening.
Der indgår også specialefag, som giver dig færdigheder i anvendt billedkommunikation. Det kan være fremstilling af faste og levende billeder inden for reklame, portræt, information og undervisning.
Adgangsbegrænsning
Der er angangsbegrænsning til uddannelsen. Det betyder, at du skal have indgået en uddannelsesaftale med en godkendt virksomhed for at tage hele uddannelsen.
Tag uddannelsen på
Københavns Tekniske Skole
Brønderslev Allé 25
2770 Kastrup
Tlf: 3586 3986