

Forventningerne var store, da to hold vagtelever satte sig på plads i den improviserede teatersal på KTS i Valby til en helt ualmindelig optræden på en helt almindelig tirsdag. De var blevet inviteret til at se en gruppe skuespilleres bud på, hvad man kan gøre, når man oplever diskrimination i nattelivet.

"Du kommer ikke ind her". Det gjorde vagteleven nu alligvel lidt senere, for han skulle ind og overvære en optræden om diskrimination i nattelivet.
Ikke bare var det temmelig relevant for eleverne, som talte både nydanskere og unge med job som dørmænd. Det var tydeligvis også ret fedt at få besøg af en skuespiller fra satireserien Krysters Kartel, Laura Kvist Poulsen. For mange elever sad helt fremme i sædet med opmærksomme blikke, parate til det helt store grin, da satireskuespilleren gik i gang med de første sketches sammen med sin kollega Zaki Youssef.
Parodier på nydanskere og danskere gik rent ind, men efterhånden som alvoren sænkede sig, og Zaki Youssef fik fortalt, hvor svært han har ved at komme ind på diskoteker, selvom han er en fredelig skuespiller, rapper og universitetsstuderende, blev der lukket mere op for frustrationer og diskussioner. Eleverne begyndte at dele ud af egne erfaringer – som nydanskere i diskotekskøen eller som vagt hos et in-sted downtown Copenhagen.

Det var netop formålet med besøget af teatergruppen Contact, som desuden tæller Mette Wolf Iversen og Firas Mahmoud. Besøget er et led i Københavns Kommunes kampagne mod diskrimination i nattelivet, som ofte går udover nydanskere. Målet er, at færre københavnere skal opleve diskrimination.
Flere af vagteleverne med anden etnisk baggrund end dansk havde oplevet at blive diskrimineret. Fx ved at blive afvist pga. sko med luftpuder i – selvom andre diskoteksgæster med samme sko blev lukket ind. At være nydansker og arbejde som dørmand er også en udfordring, fortalte en elev. Hans arbejdsgiver vil ikke have nydanskere ind, men samtidig presser hans nydanske venner ham for at lade dem komme ind.
Alt i alt var det meget relevant undervisning, der gik lige ind hos eleverne, og faglærer på vagtuddannelsen Fini Hansen var glad for besøget. Han havde også overværet Contacts optræden for et hold gymnasieelever på Htx Sukkertoppen. Flere af eleverne her havde også prøvet at blive afvist, dog ikke pga. hudfarve, men fordi de endnu ikke er 18. Så er det trods alt ikke den helt samme ”walk of shame” at forlade diskotekskøen.
Læs om uddannelsen til vagt på KTS