


Festivalboden, der vandt førstepladsen i bygge konkurrencen Bosch Konstruktionspris 2012.
To iøjnefaldende og let håndterbare indsamlingsboder på årets Roskilde Festival har en helt særlig historie. De er nemlig bygget af to hold tømrerelever fra KTS Rødovres internationale hold, CDC (Copenhagen Design and Construction).
Eleverne har deltaget i konkurrencen ”Bosch Konstruktionspris 2012” om at designe og bygge en tjekket indsamlingsbod til den store musikfestival. De to hold på hver fem elever blev i først omgang udtaget blandt de 10 bedste og modtog værktøj for 17.000 kr. fra Bosch.
Nu har en jury med repræsentanter fra Bosch og Roskilde Festival så udpeget de bedste forslag, og både 1. og 2. pladsen tilfaldt tømrerelever fra CDC. Det var en kombination af designet og den håndværksmæssige udførelse, der udløste de flotte priser.

Det næstbedste forslag til en indsamlingsbod på Roskilde Festival 2012.
Det betyder nu, at ikke alene får eleverne opført deres boder på festivalen. De har samtidig også vundet billetter, så de kan komme ind og se deres værker i virkeligheden – og forhåbentlig høre en masse god musik.
To hold elever fra KTS’ afdeling i Herlev var blandt de ti bedste hold i konkurrencen og vandt værktøj for 17.000 kr. Det er andet år i træk, konkurrencen finder sted. Sidste år var det også et hold elever fra KTS på Tæbyvej i Rødovre, der løb med sejren.