

Flemming S. Brandt
Vicedirektør
Telefon: 35863555
Mobil: 40207361
E-mail:
Københavns Tekniske Skole har sine rødder i Det tekniske Institut, en undervisningsinstitution for samtlige håndværk, udtænkt og sat i værk af snedkermester Lasenius Kramp i 1843. Sammen med en række laugsmestre havde han tre år forinden stiftet Haandværker-foreningen i Kjøbenhavn. Instituttet blev drevet af Det tekniske Selskab.
Datidens lærlinge blev som regel dygtige til deres fag, men de kunne sjældent læse eller skrive, og de færreste mestre var i stand til at undervise deres lærlinge i læsning og skrivning.
Fra begyndelsen meldte sig 400 elever til undervisningen i instituttets første lokaler i Bagernes Laughus i Læderstræde 26, og instituttet måtte hurtigt se sig om efter nye lokaler. Den fortsatte jagt på lokaler kendetegner i øvrigt skolen den dag i dag. Undervisningen af lærlingene foregik om aftenen og om søndagen, og "Undervisninggjenstandene" var i 1845:
Det tekniske Selskab var en selvejende institution og finansierede virksomheden med statsbidrag, bidrag fra fonde, Haandværker-foreningen og enkelte lav. Selskabet blev hurtigt dominerende i København.
I 1868 kom en ny skole, Ny Haandværkerskole, til med væsentlig støtte fra Industriforeningen (dannet i 1838). Efter lange forhandlinger blev de to skoler samt en par mindre håndværkerskoler lagt sammen i 1876, og København havde nu en bred erhvervsskole, der imødekom både håndværkets og industriens behov.
Vokseværket fortsatte støt over de næste knap 100 år med tilslutningen af flere skoler, men der skete også enkelte udskillelser. I 1963 blev teknikumingeniøruddannelserne underlagt Københavns Teknikum og i 1973 oprettedes Skolen for Brugskunst, der optog Kunst-, håndværker- og Kunstindustriskolen. Senest fusionerede skolen i 2003 med AMU-Center København.
Skolens nuværende navn, Københavns Tekniske Skole stammer fra 1978, hvor Det tekniske Selskab blev ophævet. Skolen bruger også navnet Københavns Tekniske Gymnasium på de adresser, hvor der udbydes htx (teknisk gymnasium).