

Lars Remtoft
Driftschef
Telefon: 35863575
Mobil: 21608131
E-mail:
Indkøbspolitikken fastlægger de overordnede retningslinjer og rammer for indkøbsdispositioner på Københavns Tekniske Skole. Alle skolens indkøb af varer og tjenesteydelser er omfattet af indkøbspolitikken. Det overordnede formål med Københavns Tekniske Skoles indkøbspolitik er at opnå bedst mulig udnyttelse af skolens samlede ressourceanvendelse på indkøbsområdet.
Indkøbspolitikken skal respektere skolens decentrale struktur. Det er væsentligt, at ledelsen i yderste led af organisationen påtager sig det fulde budgetmæssige ansvar, herunder indkøb af varer og tjenesteydelser. Som udgangspunkt ser skolen gerne, at der handles lokalt, såfremt man sikrer et økonomisk fordelagtigt indkøb, og at gældende lovgivning om udbud og indkøb overholdes.
Bygge- og anlægsopgaver er ikke omfattet af indkøbspolitikken – men reguleret af andre udbudsregler.
Københavns Tekniske Skoles indkøb foregår i et koordineret decentralt samarbejde. Hermed forstås, at generelle aftaler med leverandører indgås centralt i det omfang, der er behov herfor. De enkelte indkøb og disponeringer foretages inden for de fælles aftaler og øvrige rammebetingelser decentralt på de enkelte skoleområder.
Direktionen vurderer behovet for yderligere aftaleområder. Endvidere gennemgås eksisterende og udløbne aftaler for at få truffet beslutning om, hvorvidt der skal etableres nye aftaler, og hvordan arbejdet skal tilrettelægges.
Der kan etableres interne ad hoc brugergrupper, som skal bidrage med den faglige kompetence, herunder bidrage ved udarbejdelse af kravspecifikationer ved udbud mv.
Direktionen følger brugen af skolens aftaler.
Københavns Tekniske Skole ønsker langsigtede samarbejdsrelationer med professionelle og konkurrencedygtige leverandører. Samarbejdet skal bære præg af hæderlighed og professionalisme, og der skal herske åbenhed og fortrolighed mellem parterne.
Københavns Tekniske Skole vil behandle enhver leverandør samt potentiel leverandør med baggrund i lighed og saglighed. Ingen leverandør må forhindres i at afgive tilbud ud fra ikke saglige krav. Lokale leverandører konkurrerer på lige fod med alle andre leverandører. Københavns Tekniske Skole foretager indkøb ud fra forretningsmæssige kriterier, hvori indgår pris, kvalitet, leveringsforhold, lagerbinding, miljøbelastning mv.
Leverandørerne skal opfylde offentlige påbud såsom lovbestemmelser, myndighedskrav, EU-direktiver, standarder, prisbestemmelser, fremstillings- og varemærkningsforskrifter samt patentrettigheder.