Spørg en vejleder

Søg på KTS

Løn, tilskud og regler

Løn, tilskud og regler

Kontakt

Telefon: 35863577

E-mail:

Afdelingens adresse:

Marielundvej 44
2730 Herlev

Åbningstid:
Mandag-torsdag: 7:30-15.30
Fredag: 7:30-15.00


Løn og overenskomst
Når en virksomhed ansætter en elev, bliver der indgået en uddannelsesaftale (kontrakt).
Fra den dag aftalen begynder til den dag aftalen afsluttes, skal virksomheden betale løn til eleven.
Elevlønnen fremgår af den overenskomst, der gælder for fagområdet. Hvis en virksomhed ikke har nogen overenskomst, kan det faglige udvalg oplyse hvilken løn, eleven skal have.

Der er særlige regler for elever med hensyn til ferie, sygdom, barsel og skoleophold. I øvrigt følger eleven overenskomstens regler samt øvrige regler på arbejdsmarkedet. Hvis virksomheden ikke har nogen overenskomst, tager det faglige udvalg stilling til om man skal følge reglerne i en bestemt overenskomst. Virksomheden må ikke give eleven dårligere forhold end dem overenskomsten beskriver.

Forsikring
Det er lovpligtigt at arbejdsgiveren har en arbejdsskadeforsikring, der gælder de ansatte - herunder også elever. Forsikringen skal dække eleven hele den periode, hvor virksomheden har en uddannelsesaftale med eleven. Virksomheden må selv kontakte sit forsikringsselskab for at sikre at eleven er dækket.

Ferie
Ifølge ferieloven har elever ret til ferie med løn. Endvidere skal eleven have et ferietillæg på én pct. af lønnen i optjeningsåret. Hvis eleven har deltaget i akkord eller overarbejde kan der være regler om at eleven skal have særskilte feriepenge for ekstraindtjeningen. Ferieloven har desuden følgende særlige regler med hensyn til elever:

  • Elever med uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser har ret til betalt ferie i 25 dage i det første og andet hele ferieår, efter at ansættelsesforholdet er begyndt. Arbejdsgiveren betaler løn under ferien, i det omfang eleven ikke har optjent ret til løn under ferie eller feriegodtgørelse.
  • Er ansættelsesforholdet begyndt inden 1. juli i et ferieår, har eleven en tilsvarende ret til betalt ferie i 25 dage i dette ferieår.
  • Er ansættelsesforholdet begyndt 1. juli eller senere i et ferieår, har eleven, i forbindelse med at virksomheden holder lukket under ferie i tiden mellem 1. oktober og 30. april, ret til 5 dages betalt ferie i dette ferieår.


Når en elev afslutter sit ansættelsesforhold i en virksomhed, skal der betales feriepenge efter samme regler som med andre medarbejdere. Læs hele Ferieloven på arbejdsdirektoratets hjemmeside

Feriefridage
Regler for feriefridage kan ses i den enkelte overenskomst.


Søgnehelligdage
Elever skal have sædvanlig løn på søgnehelligdage og på eventuelle fridage der er overenskomstmæssigt bestemte.

Sygdom
Elever skal følge virksomhedens almindelige regler for anmeldelse af sygdom. Elever skal have fuld løn under sygdom. Hvis en elev i uddannelsestiden har haft en længere sygdomsperiode (mere end 10% af den samlede uddannelsestid) kan elev og virksomhed indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden. Hvis elev og virksomhed ikke er enige kan det faglige udvalg fastsætte hvor meget uddannelsesaftalen skal forlænges. Hvis eleven skal have uddannelsestiden forlænget, skal der laves et tillæg til uddannelsesaftalen. Læs mere i punktet om uddannelsesaftalen (kontrakt) i venstremenuen.


Virksomheder med få ansatte (Samlet lønudgift det foregående år maksimalt ca. 5,7 millioner kroner) kan tegne en forsikring i forhold til aflønning af syge medarbejdere. Præmien udgør i 2005 0,67 % af virksomhedens samlede lønsum.


Se flere oplysninger om forsikringsordningen på arbejdsdirektoratets hjemmeside.

Barsel
Elevers ret til orlov i forbindelse med graviditet, barsel og adoption følger de samme regler som på det øvrige arbejdsmarked. Hent Pjece til arbejdsgivere på beskæftigelsesministeriet hjemmeside.

Arbejdsgiveren skal betale eleven orlov med løn. Arbejdsgiveren får refusion fra elevens bopælskommune. Refusionen udgør i 2005 maksimalt 3267 kr. pr. uge. Taksten reguleres hvert år. Arbejdsgiveren kan ikke få refunderet mere end han/hun har udbetalt til eleven. Arbejdsgiveren skal betale kvinder løn, hvis de skal have fri til forebyggende graviditetsundersøgelser.

Hvis en elev i uddannelsestiden har haft orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption, kan elev og virksomhed indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden. Hvis elev og virksomhed ikke er enige, kan det faglige udvalg fastsætte hvor meget uddannelsesaftalen skal forlænges.

Hvis eleven skal have uddannelsestiden forlænget, skal der laves et tillæg til uddannelsesaftalen. Læs mere i afsnittet om uddannelsesaftalen (kontrakt) under punktet i venstremenuen.

Andre typer fravær
Arbejdsgiver og elev kan aftale nedsat arbejdstid eller arbejdsfrihed på grund af særlige forhold.
Arbejdsgiveren har ikke pligt til at betale løn, hvis der laves sådan en aftale. Hvis en virksomhed og en elev i uddannelsestiden har aftalt nedsat arbejdstid eller arbejdsfrihed kan de indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden. Hvis elev og virksomhed ikke er enige, kan det faglige udvalg fastsætte, hvor meget uddannelsesaftalen skal forlænges. Hvis eleven skal have uddannelsestiden forlænget, skal der laves et tillæg til uddannelsesaftalen.

Læs mere i afsnittet om uddannelsesaftalen (kontrakt) under punktet i venstremenuen.Hvis eleven udebliver fra arbejdet uden gyldig grund betragtes det som misligholdelse af kontrakten.

Læs mere i afsnittet om uddannelsesaftalen (kontrakt) under punktet i venstremenuen.

Skoleophold - løn
Virksomheden skal betale eleven løn under skoleophold. Virksomheden får refusion af lønnen fra AER (Arbejdsgivernes Elevrefusion). Se takster på AER's hjemmeside
Virksomheden får refusionen når skoleopholdet er afsluttet - eller hvis det er et længere skoleophold, når 10 uger er afsluttet. Skolen indberetter til AER, når eleven har afsluttet et skoleophold. AER sender herefter en blanket som virksomheden skal skrive under på og returnere - herefter udbetales refusionen. Virksomheden kan også vælge at gå ind og bekræfte elevens skoleophold på AER´s hjemmeside: Gå ind på AER's hjemmeside og tryk på "Log in" - her får du anvisning på, hvordan man får adgangskode til selvbetjening.

Der gives refusion selvom eleven har været syg, hvis sygdommen har være korrekt anmeldt til skolen. Der gives ikke refusion, hvis eleven er udeblevet / har fået fri fra undervisningen.
Hvis der er problemer med udbetalingen fra AER, skal du henvende dig direkte til den skoleafdeling, hvor eleven har gået.

Skoleophold - transport
Hvis eleven har mere end 10 km fra sit hjem til skolen skal arbejdsgiveren betale transporten.
Arbejdsgiveren kan få 80 % af udgiften til billigste offentlige transportmiddel betalt. Når skolen indkalder eleven til et skoleophold medsendes en blanket, der skal returneres, hvis der skal søges om befordringsgodtgørelse.

Skolen indberetter til AER (Arbejdsgivernes elevrefusion) hvilke arbejdsgivere, der skal have transportgodtgørelse. AER sender en blanket til virksomheden som skal returneres - herefter udbetales refusionen. Virksomheden kan også vælge at gå ind og bekræfte befordringsgodtgørelsen på AER´s hjemmeside: Gå ind på www.aer.dk og tryk på "Log in" - her får du anvisning på, hvordan man får adgangskode til selvbetjening.

Skolehjem
Eleven kan indkvarteres på skolehjem, hvis han/hun har mere end 5 kvarters transport fra hjemmet til nærmeste skole. Se hvad det koster  pr. uge at bo på skolehjemmet (for kost og logi) på AER hjemmesiden. Staten betaler resten. Taksterne fastsættes hvert år. Forsørgere af børn skal ikke betale for at bo på skolehjemmet. Man skal normalt regne med at bo på dobbeltværelse - i særlige tilfælde kan der søges om enkeltværelse.
Elever, der bor langt fra skolen, vil i mange tilfælde modtage tilbud om optagelse på skolehjem samtidig med indkaldelse til skoleophold. Hvis eleven ønsker optagelse på skolehjem, skal han/hun henvende sig på den skoleafdeling han/hun skal gå på.

Indhold

Få teksten læst op|Kontakt KTS|Opdateret: d. 01-12-2009
© Copyright KTS 2010. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.